Naturcenteret har en base på Bredekærgård. Gården har nogle fantastiske rammer for at arbejde med håndværk og husflid. Man kan næsten høre lyden af træsko gå over gårdspladsen, mens man karter uld i stalden.

I hvert forløb tager vi udgangspunkt i håndværket:

  • Hvem udførte det tidligere?
  • Havde det nogen funktion ud over produktionen?
  • Hvad skal man kunne?

Vi arbejder med materialerne og færdigheder omkring bearbejdningen. Bliver gennem hænderne klogere på historien og de kundskaber en god snedker, kartepige, smed, mm skal have
Selve indholdet på hvert forløb aftales for hver formidlingsgang ud fra aldersgruppe, tema, og færdigheder. Men det er en god ide, hvis du på forhånd har gjort dig nogle tanker om, hvilket at nedenstående temaer du godt kan tænke dig at vi arbejder med.

Grøn sløjd, arbejde i frisk træ
Her vil altid indgå snak omkring træ som materiale, træets opbygning, brug af træ gennem tiderne og nu.
Vi vil arbejde med sikkerheden omkring at snitte og hvordan man bedst arbejder med træet.
Vi vil komme omkring brug af værktøj, arbejdsgange og udformning af produkt.

Filtning og arbejde i uld 
I forløbet vil indgå snak om, hvor ulden kommer fra, hvilken betydning havde får i gamle dage? Hvad kan man bruge uld til og hvad kan man lave af det?
Vi arbejder, alt efter aftale, med vådfiltning, nålefiltning eller karter og tesning.

Pileflet
Pilen er et fantastisk materiale, som man kan have voksende lige ude i haven og lave om til hegn, kurve eller noget helt tredje. Hvordan gjorde man med pil før og nu?
Hvilke teknikker skal man bruge og hvordan behandler man pilen for at få et produkt ud af det?

I dette forløb høster vi pil og fletter små, dekorative træer. Forløbet kan derfor kun genneføres i januar-marts

Smedning
Ved transportable esser arbejdes der med enkle metoder til at smede jernstænger om til små brugsgenstande. Vi kommer omkring jernets historie og dets betydning for mennesket før og nu.

Alt efter gruppestørrelse vil vi arbejde med varm og koldsmedning. 

Alderstrin

Bh.kl. - 10. kl.

Periode

Hele året

Læringsmål

Eleverne vil under forløbet få et kendskab til, materialer og håndværk nu og før i tiden. De får et indblik i i vores kulturhistorie og ikke mindst får eleverne læringen "gennem hænderne".

Fagligt ophæng

Fag: Værkstedsfag Trinmål: - At bruge omverdenen som inspirationskilde. - Fremstille forskellige genstande med inspiration fra andre kulturer og historiske perioder. - At medtænke miljø, ressourceudnyttelse og bæredygtighed i arbejdsprocessen. - Eksperimentere med materialer, tekniker, farver, form og funktion

Senest opdateret 1. september 2016